Fyrtårne med wauw-effekt, leg på havnen og ro ved vandet.Stormflodssikring, havudsigter, hotspots og en levende handelsby. I Juelsminde mødes natur, oplevelser og arkitektur i nye rammer, der gør byen levende og værd at besøge.
byMUNCH har deltaget i Hedensted Kommunes konkurrence om et byudviklingsprojekt på Juelsminde Havn, der skal fremme byens handelsliv og turisme og gøre byen mere grøn og levende. I projektet har vi lagt stor vægt på at skabe stærke forbindelser mellem handelsbyen, havn, Havnepladsen og Storstranden. De oplevelsesmæssige fyrtårne, Danmarks højeste klatretårn, nødvendigheden af stormflodssikringen og naturen omkring Juelsminde har været drivkraften for designet og visionen om at skabe det bedst tænkelige grundlag for en bæredygtig leve- og turismeby – hele året rundt.
Vi vandt desværre ikke konkurrencen, men vi synes ikke, at I skulle snydes for at se det fine projekt alligevel.
Projektet er lavet i samarbejde med BUUS A/S, Artelia A/S og SøgaardConsulting.