byMUNCH udvalgt til videreførelse af den prisvindende Mammutplads

Kulturpladsen i Hjørring vil i fremtiden sætte et smukt punktum på den næsten 1 km lange midtbystrækning, som byMUNCH har udformet over de seneste år.

Strækningen vil gå fra banegården til rådhuset, fortsætter gennem gågade systemet og videre til Sankt Olai Kirke, som udgør byens centrale akse og binder midtbyens rum sammen. Med Kulturpladsen får Hjørring Kulturskole og Vendsyssel Teater et nyt, centralt byrum, der styrker kulturlivet og inviterer til ophold, aktivitet og fællesskab for alle borgere.

Projektet ligger i forlængelse af gågaden og Mammutpladsen, som modtog ’Hjørring Kommunes Arkitekturpris 2025’, og trækker erfaringer og karaktertræk fra det eksisterende byrum ind i de nye udearealer. Den nye udformning skaber tydelige forbindelser mellem den eksisterende og den nye Mammutplads, så midtbyen opleves som sammenhængende og indbydende.

Projektet laves i samarbejde med Hjørring Kommune, Hjørring Kulturskole og Vendsyssel Teater.