Mange udkantslandsbyer oplever stor fraflytning, og som følge heraf opstår der huller i byen hvor bygninger forfalder. I Bonnet har vi netop indviet et nyt byrum, hvor løsningen på dette problem har været at nedrive de forfaldne bygninger, for i stedet at skabe plads til mere grønt i byen og flere mødesteder for beboerne.
Vi har haft fokus på at øge mængden af grønne områder og styrke biodiversiteten som grundlag for at skabe bæredygtig udvikling og styrke byens fællesskab – emner der altid prioriteres højt i byMUNCHs projekter. De grønne byhaver skal skabe mere liv i byen og indeholder blandt andet cirkulære pergolaer, der trækker inspiration fra byens historiske ringborg, og skaber små afskærmede rum til afslapning og fællesskab. Beplantningen er valgt i samarbejde med byens borgere med fokus på robusthed, hjemmehørende arter og biodiversitet.
Hele byen var inviteret til indvielse af byrummet og vikinge-fest, hvor beboere og besøgende kunne opleve bueskydning, nålebinding og meget mere. Hos byMUNCH er vi stolte af at være med til at samle fællesskabet i Bonnet og fejre byens historie.
Projektet er lavet i samarbejde med Lemvig Kommune, Bolig og planstyrelsen og Bonnet borgergruppe.