Borgere og Herning Kommune hylder byMUNCHs projekt "Stationspladsen i Kibæk", og mener at det har fortjent særlig anerkendelse. Ud af de mange gode borgerbestemte forslag har udvalgskomitéen nomineret fire projekter, hvoraf områdefornyelsen i Kibæk er et af dem.
Arkitekturprisen sætter fokus på hverdagslivet og hylder den smukke arkitektur, som former rammen om vores hverdag. Det er det nære, det kendte og det almindelige, der tilsammen skaber kvaliteten i vores byrum og daglige liv.
Vores projekt har haft fokus på at synliggøre byens kvaliteter og skabe sammenhæng gennem tre centrale hotspots i byen: Stationspladsen, Børnesøen og området omkring skolen og boldbanerne. Stationspladsen er transformeret til et urbant mødested med et multifunktionelt ”mega møbel”, der inviterer til ophold, leg og aktivitet. Herfra forbinder en grøn kile byen på tværs. Først til Børnesøen, et grønt legeområde for hele familien, og videre til Kibæk Skole og boldbaner, hvor Ungdomsknudepunktet skaber rammer for sport og fællesskab.
Projektet er udviklet i tæt samarbejde med Herning Kommune, Ingeniørfirmaet Viggo Madsen og Kibæk Borgergruppe, og er støttet af A.P. Møller Fonden, Nykredits Fond og Norlys Vækstpulje.