Plan- og Landdistriktsstyrelsen fremhæver byMUNCH projekter

2 ud af 3 cases i den nye udgivelse ”Eksempelsamling for Strategisk Planlægning for Bymidter” udarbejdet af Plan- og Landdistriktsstyrelsen er projekter, hvor byMUNCH har været med helt tæt på – nemlig udviklingsplanerne for Aabenraa og Assens bymidte, hvor vi har designet Genforeningsparken og Assens Havneplads. I eksempelsamlingen fremhæves også Hjørring gågade, hvor byMUNCH har designet og udført et større klimatilpasningsprojekt, der skal genoplive midtbyen.

Byernes rolle som handelsby er under forandring, klimaudfordringer kræver nye løsninger, og den unge generation efterspørger andre værdier og fællesskaber. Samtidig præges mange byer af butiks- og midtbydød, færre grønne arealer, ændrede trafikmønstre og stigende mistrivsel. Lige præcis derfor er der brug for større strategisk planlægning af midtbyerne, hvor udfordringer og ressourcer sammentænkes på tværs. Netop denne tilgang arbejder vi med hos byMUNCH, når vi designer byrum, som både skaber mødesteder, tryghed og grønne kvaliteter med fokus på aktivitet og sundhed, klimatilpasning og byliv.

Vi sætter stor pris på at være med i eksempelsamlingen, og vi håber, at vores projekter kan inspirere til udviklingen af mere levende, grønne og robuste bymidter.

De tre nævnte projekter er lavet for Aabenraa Kommune, Assens Kommune og Hjørring Kommune.