byMUNCH ønsker glædelig jul og godt nytår!

byMUNCH er tilbage fra juleferie og takker for et godt 2025 med masser af gode samarbejder og spændende oplevelser!

For os har 2025 budt på mange milepæle, herunder:

Tre arkitekturnomineringer – for transformationerne af Hjørring Gågader, Mammutpladsen i Hjørring og Kibæk Stationsplads, der som det eneste landskabsprojekt blev nomineret til Herning Kommunes Bygningspræmieringspris.

Modtog Hjørring Arkitekturpris 2025 for Mammutpladsen – projektet blev af fagdommerne beskrevet som et forgangsprojekt for kombinationen af byliv, klima og fællesskab.

2 ud af 3 byMUNCH-cases blev nævnt i ’Eksempelsamling for Strategisk Planlægning af Bymidter’ – med udviklingsplanerne for Aabenraa og Assens bymidter, og vi håber, at vores projekter kan inspirere til udviklingen af grønne og robuste midtbyer.

Vores indehaver, Anita Munch Jensen, blev udpeget som fagdommer for DGNB Diamant – en udmærkelse, der tildeles DGNB-certificerede byggerier af høj arkitektonisk kvalitet med særligt fokus på herlighedsværdi og bæredygtighed. DGNB Diamant adskiller sig ved også at vurdere, hvordan udformning, materialer og brug over tid skaber kvaliteter, der bidrager til bygningskulturen.

Add+ bænken kom til Færøerne – her hos byMUNCH arbejder vi i mange skalaer, og i det forgangne år er vores anden bænkserie, Add+, bl.a. blevet inkluderet i et projekt på Færøerne. Serien er udviklet i samarbejde med HITSA og forhandles over hele Europa.

I det nye år fortsætter vi vores samarbejder med kommuner landet over. I Vollsmose transformeres 528.000 m² landskab – svarende til hele 74 fodboldbaner – af byMUNCH til attraktive, grønne og trygge boligområder. Udviklingsplanen har fokus på at skabe zoneinddeling af udeområderne og eliminere øde områder, hvilket gør det nemmere for beboerne at tage ejerskab og føle sig trygge i deres boligområde.

byMUNCH håber, at I alle har haft en skøn jul og et godt nytår, og vi ser frem til et fantastisk 2026!